Er det virkelig planterne, vi skal hidse os op over?

Som ansat i kommunens IT-afdeling tænker jeg ofte på mine kollegaer i Vej og Park, når jeg læser de skingre – og til tider unødigt hårde – kommentarer, der lige nu florerer i avisen og på Facebook. Kritikken går på vilde planter – som nogen kalder ukrudt – langs veje og bygninger.

Jeg tror på, at mine kollegaer gør, hvad de kan, med de få midler, de har. Det er måske ikke en præmieret parkplan – men det er stadig liv og variation i et ellers gråt og råt byrum. Et udtryk, der ikke bare er ensformigt – men direkte trist og til tider deprimerende at se på.

Og så er det værd at huske: “Vild med vilje” er ikke en spareøvelse. Det kræver tid, planlægning og oplæring. Når nogen nu kræver, at det hele skal fjernes, så betyder det, at ressourcer skal tages fra andre områder – som vores skoler og dagtilbud, ældrepleje, miljøindsatser eller støtte til udfordrede børn og unge.

Mine kollegaer er nok stadig ved at lære, hvordan man gør det rigtigt – men det kræver ressourcer, og de blev desværre reduceret kraftigt efter sidste kommunalvalg. Det gør det endnu vigtigere, at vi prioriterer klogt.

De fleste borgere har næppe stærke holdninger til lidt grønt i bybilledet. Men de, der råber højest, er ofte dem, der ikke har sat sig ind i, hvem der har ansvaret. Letbanens arealer? Banedanmark. Mange bygninger og fliser? Privatejede. Det drukner let i følelsesladede opslag og mavefornemmelser.

Nogle bekymrer sig også om turisterne. Men de fleste turister ved godt, at naturen er under pres – også dér, hvor de selv kommer fra. Måske ser de lidt grønt mellem fliserne som et tegn på, at vi som kommune faktisk prøver. For det gør vi – også under svære vilkår.

Vil vi virkelig prioritere fliserens over fælles velfærd?